Portræt af en Zonedetektiv

OBS: Denne artikel blev udgivet i 2016 på vores daværende interviews-blog. Den er siden blevet flyttet, men er bestemt stadig et læs værd. God fornøjelse.

---

Da zoneterapeut Tanja Schlander var barn, var hendes største drøm at blive detektiv. Hun vadede rundt med en lille notesbog, ikke fordi hun ville fange forbrydere, men fordi hun ville løse mysterier. I dag er Tanja ikke længere barn, men den barnlige glæde lyser ud af hende, når hun taler om sit fag og forretning. Engang købte hun domænet ‘Zonedetektiven.dk’, for, hvis man spørger hende, er det i virkeligheden det, hun er, når hun sidder i sin kælder med lup og arkitektlampe, og løser mysterier i folks fødder.

---

Den 10-årige zoneterapeut

Når man spørger Tanja, hvor hun er vokset op, ville svaret nok undre de fleste. Ifølge hende selv, er hun nemlig vokset op på Lejre Forsøgscenter, i dag bedre kendt som ‘Sagnlandet Lejre’. Her arbejdede hendes far som militærnægter i skoletjenesten. Her tilbragte Tanja størstedelen af sin barndom med ler mellem hænderne og jord under neglene, på arbejde med sin far, på Tanjas fristed i Lejre.

Naturen, kroppen og mennesket har altid draget Tanja, men interessen fik et navn, da hun var omkring ti år gammel. Hun brugte uendelige stunder på familiens sofa, med sin stedmors fødder i hænderne – så meget, at stedmoderen endte med at give hende en bog, der skulle ændre Tanjas liv – Lis Andersens ‘Håndbog i Zoneterapi’. Men som ti-årig, var en 100-siders fagbog måske en anelse i den tunge ende for Tanja, som i stedet kastede al sin kærlighed på en håndfuld indlæg, der var i bogen, skemaer over både fod og hånd, som hun nærstuderede og lærte udenad. “Jeg har altid været typen, der gav folk en krammer, og har fået prikket på deres blå mærke uden at kunne se det, så jeg har haft en tendens til at finde en spænding, og så få hænderne på”. Selv mener Tanja, at det var en form for kreativitet, hun udlevede, da hun sad i barndomshjemmet og masserede sin stedmors fødder. “Jeg har jo lavet ler, derude i Lejre Forsøgscenter, jeg kunne lave alt det ler, jeg ville… men det var lissom’ noget andet, der skete der… den der respons!”, fortæller hun.

Tanja slap lidt efter lidt interessen for bogen og skemaerne, som man jo gør i den alder, og først, da hun var noget ældre, havde en klassekammerat en dag taget de helt samme skemaer med i skole – men i farver. “Det var for viiiiiildt”, skråler Tanja, mens hun højt gestikulerer mod himlen og den åbenbaring, det var at se indlæggene i farver. Hun begyndte at dyrke fødderne og interessen meget i de år, men endnu en gang kom livet i vejen, og Tanja skulle videre gennem efterskole, højskoler, HF, job som trappevasker, underviser og bureaumedarbejder, projektleder, og initiativtager til hiphop-kompilationen ‘De Grimme Ællinger’. “Først og fremmest tror jeg bare, jeg har været et menneske, som bare har været til stede. Blevet bedt om at møde kl. det-og-det, og så har jeg bare været der. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var ‘et-eller-andet’, og så er blevet identificeret ud fra en ting, jeg har gjort”.

Orden i kaos

Tanja fik for alvor prøvet livet af, og lavede mange ting, før hun til sidst fandt ud af, hun skulle på Kunstakademiet i Aarhus. Hun skulle studere lydkunst, et valg der tydeliggør Tanjas udprægede sanselighed. Selv mener hun, hun er særligt følsom overfor lyd, så det kom naturligt for hende, at hun skulle arbejde med lydkollager og såkaldte ‘field recordings’, som er optagelser af lyde ude i verden. ‘Hverdagslyde’, kalder hun dem. Trafik. Folk, der spiser. Ankomsthaller, togstationer, busstoppesteder. “Jeg er i det hele taget ret interesseret i de der dynamikker, hvor mennesker på en eller anden måde er med. De her samtaler, og det er lige meget, hvad folk siger, det er stemning, jeg er gået efter, stemning og rytme. Det er hele tiden det her samspil, der har været interessant”, forklarer hun pasisoneret;  “…det er jo støj – når man er i det, opdager man slet ikke, hvor voldsomt det faktisk er, men når man får det serveret på sølvfad i studiet, er det bare vildt højt og forvirrende og støjende”, uddyber hun med sin vanlige begejstrede mimik. “Det er sådan en eller anden orden i kaos, jeg har søgt” bedyrer hun, uden at tænke videre over, at det netoå dét, beskriver hende selv meget godt.

[perfectpullquote align=”full” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=”28″]”Alt, hvad jeg vil, kan jeg blive!”[/perfectpullquote]

Da Tanja efter fem år var færdig på akademiet, gjorde hun sig med det samme en række refleksioner, og indså, at hun ikke ønskede at arbejde med lydkunsten. “‘Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har i hvert fald ikke lyst til det’, tænkte jeg. Jeg kunne ikke tjene penge på det her, og havde egentlig ikke lyst til at tjene penge på det. Der var nogle kompromiser, jeg ikke havde lyst til at indgå, nogle forretningsstrukturer, jeg ikke brød mig om at være en del af, og nogle mennesker, jeg egentlig var ret uinteresseret i at lære at kende. Jeg gad i hvert fald ikke spise min mad sammen med dem, hvilket jeg synes, var ret grundlæggende”, forklarer Tanja skeptisk. “Hvad gør man så? Okay, jeg er jo faktisk fritstillet lige pludselig, jeg kan vælge på alle hylder. Alt, hvad jeg vil, kan jeg blive! Så jeg spurgte mig selv, ‘hvad synes jeg, er lødigt? Hvad er et lødigt job i mine øjne? Hvad er jeg så god til og har en interesse i, så det altid vil være vitalt – og at jeg føler, det er okay, at folk betaler penge for det?!”.

For tredje gang i Tanjas liv, skulle den dersens lille bog med indlægsskemaerne, spille en afgørende rolle… Hun besluttede sig for, at det skulle være fødderne, hun skulle leve af, og begyndte at læse op på, hvad det krævede. Tilfældigvis havde Sygeforsikring “danmark” det år åbnet for tilskud til zoneterapi, og selvom der var langt fra “danmark” til det gule sygesikringskort, var det et skridt på vejen, og Tanja tog det som et tegn. Da hun blev færdig på kunstakademiet, havde hun fået lov at låne penge i banken til at indrette et værksted, men i stedet meldte hun sig direkte ind på Zoneterapiskolen på Gl. Kongevej, og brugte alle pengene på en ny uddannelse.

Frømænd, atleter og skuespillere

Tanja uddannede sig som zoneterapeut, og det er endnu hendes primære fokus. Derudover er hun reiki-healer af 3. Dan, og mangler blot en overbygning for at blive underviser. Hun tog endvidere en række kurser i massage, da hun blev tilbudt en ‘multi-stilling’ ved Frederiksberg Svømmehal. Tanja har hele tiden vidst, hun ville være selvstændig, og har aldrig været bange for selvstændigheden. “Jeg tror i virkeligheden, jeg er sat i verden til at være selvstændig. Det stod nærmest også på væggen, da jeg startede på kunstakademiet: ‘Velkommen. I er projektarbejdere, og I når ud som selvstændige. I har nu 5 år til at tage jer sammen. Se det som 5 år med et dejligt værksted. Sæt i gang!'”, erindrer hun, og uddyber; “Jeg har altid været projektmager alligevel, og tænkte ‘projektarbejde, det er bare noget, du gør. Arbejde, det er bare noget, du tager, noget du skaber. Du skaber, hvad du vil, sætter to og to sammen, tilføjer fire – det er ligemeget, bare lav noget’”, fortæller hun intenst, mens hun gestikulerer vildt. ”Jeg har aldrig været bange for selvstændigheden eller at vove pelsen. Jeg har altid bare troet lidt på det, været lidt fantast, så beslutningen om at skifte hest i vadestedet, tage en ny uddannelse, var ret nem. Det er jo helt sindssygt fedt at tage en uddannelse. Nu har jeg to”.

[perfectpullquote align=”full” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=”28″]”Jeg har altid bare troet lidt på det, været lidt fantast”[/perfectpullquote]

Før hun fik åbnet sin lille butik på Vesterbro

i København, forsøgte Tanja at starte et lille klinikfællesskab med to andre behandlere, men af forskellige årsager, var det altid kun Tanja, der var i klinikken. “Jeg kan godt se, at det jo ikke bare er lige til at tage det der spring for alle, og det har været noget af det, der skete der – ‘nej, jeg er ikke lige klar alligevel’, eller ‘jeg kan ikke give slip på det der…’”. Hun var også et smut forbi Frederiksberg Svømmehal, hvor hun holdt meget af at være. “Gud og hvermand kender jo Frederiksberg Svømmehal, så jeg havde mange drop in-kunder, og fik mange faste kunder, folk, jeg godt kunne lide at behandle, folk med kropsfornemmelse; frømænd, atleter, skuespillere, artister. Jeg kan godt lide folk, der bruger deres krop. Jeg synes det er spændende, at de snakker med deres faglighed til min faglighed, kender navnet på musklen eller en gammel skade, de har fået. De er vant til at have fokus ned igennem hele kroppen. Det er faktisk ret sjældent, folk har en kropsfornemmelse. Der er mange, der lever oppe i hovedet – der er zoneterapien dejlig, for det er ret jordnært”.

Tanja betalte nogle procenter til klinikken i Frederiksberg Svømmehal, men i virkeligheden ville hun hellere bruge de procenter andetsteds; “De procenter kan jeg ligeså godt gi’ til Gøglerskolen. Det er jo artister… det gør min dag trehundrede gange mere romantisk, at jeg kan komme hjem og sige ‘i dag har jeg behandlet en balletdanser, en cirkusprinsesse, en sabelsluger og en skater. En artist’. Jeg kan virkelig godt lide folk, som snakker med kroppen på den ene eller den anden måde. På samme måde kan jeg godt lide at arbejde med folk med hjernerystelser. De er på en måde tvunget til at begynde, ret hardcore, at forholde sig til deres kroppe og deres sansesystemer. Det har virkelig lært mig rigtig meget. Deres anstrengelser og fysiske viden har gjort en kæmpe forskel for mig”.

‘Køb dig et ringbind’

Et af de bedste råd, Tanja nogensinde har fået, fik hun af en vendindes mormor; “Hvis du vil gøre noget professionelt skal du gøre det i dagslys”, sagde hun. Tanja tolkede det, som at hun ikke skulle ikke være hobbypraktiker, hun skulle ikke vente til efter arbejde, det skulle være hendes arbejde. Så for halvandet år siden tog hun så endelig springet, og åbnede sin egen klinik, Zonesister, på Flensborggade i København – lidt ved en tilfældighed. En dag fik hun muligheden for at overtage stedmoderens marskandiser-lokaler i en flot kælder, i en lille blindgyde ved Enghave Plads. Tanja fortæller, at hun har meget fokus på energier, og det er vigtigt for hende, at hun har sit eget sted; “Jeg har måske lidt svært ved at tage imod ordrer oppefra. Jeg vil gerne ha’ mit eget rum, og jeg er glad for, at mit sted er mit sted. Når jeg går, er det mig, der kommer tilbage bagefter. Det er sådan en eller anden sensitivitet, at man har så meget fokus på energier, lidt ligesom med reiki… jeg kan sagtens mærke, hvis der har været nogen i mit rum. Så det er fint for mig, at det er småt, overskueligt og privat – det er mit!

[perfectpullquote align=”full” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=”28″]”Hvis du vil gøre noget professionelt skal du gøre det i dagslys”[/perfectpullquote]

I starten arbejdede Tanja på klinikken tre dage om ugen, og de to andre brugte hun i en skobutik, der solgte økologiske sko til børn og var passionerede omkring sundt fodtøj. De havde søgt en zoneterapeut til at stå i butikken, så ungerne kunne få de rigtige sko på fødderne. Her gjaldt de samme regler, som når hun behandlede professionelle atleter, frømænd og dansere; “når man behandler den slags mennesker, der helt elitært bruger kroppen hver eneste dag, så kan du arbejde med storetåen og så få rettet nakken. Det er det samme med børn, så det er vigtigt, at den der justering, den der lillebitte vinkel, der lige skal klares – så går du ordentligt”.

De andre dage gik på at starte klinikken på Flensborggade op, og få skabt et helt nyt kundegrundlag. Tanja har det syn på sine klienter, at de er både vidensbank og agenter, så i starten gav hun en helt masse gratis og billige behandlinger, hvilket hun også gjorde under sit skoleforløb. “Allerede fra day one, har jeg haft folk inde, som jeg så har ‘forsket’ på – folk, som har lagt krop til al min grundviden. De får stadig gode priser. Det er alfa og omega… dels er de min vidensbank, det er dem, jeg har min erfaring fra, og så er de mine agenter. Da jeg tog det der massagekursus, tænkte jeg ‘jeg skal bare behandle så mange som overhovedet muligt, på så kort tid som muligt, NU!’. Så jeg slog dørene op og sagde ‘1 time, 100kr., bare kom ned!’. Jeg fik så travlt – jeg behandlede 92 klienter på tre uger. Men jeg har ikke reklameret nogen steder, det er mund til mund, der har skabt min klinik, hvilket jeg jo er vildt stolt af”. Tanja lavede også en aftale med gøglerskolen AFUK, hvorfra hun får rigtig mange af de artister og kropslige mennesker, hun så godt kan lide at behandle.

‘Så farlig er SKAT heller ikke’

Tanja reflekterer lidt over nogle af de erfaringer om at starte som selvstændig, hun har gjort sig gennem årene… “Jeg fik at vide af en af mine mesterlærere, som er zoneterapeut og netop er gået på pension sidste år, at hvis hun havde turde starte som selvtsændig, ville hun have gjort det. Det var det eneste, i hele hendes lange, skønne arbejdsliv, hun fortrød. Hun har altid arbejdet i kommunen, og selvom hun havde klinik på Christiania, var det stadig en del af en organisation. Så hun sagde ‘det synes jeg bare, du skal gøre – så farlig er SKAT heller ikke, det er jo bare noget, vi har fundet på’. Vi kan jo altid få lov at betale tilbage i rater, de kommer jo ikke og tager maden ud af munden på dig. Så jeg tænkte ‘Ok, når hun siger det, så må jeg lige finde modet frem.’”

Tanja fik ringet til Virk og fik udfyldt nogle papirer, og fik et CVR-nummer, og har altid kunnet ringe til dem, hvis hun havde brug for det. “Mere farligt var det heller ikke – det var snarere alt det mentale… ‘oh my god, hvad kommer der ikke også til at ske’”, gestikulerer Tanja stort, og forklarer, at de i virkeligheden er søde og hjælpsomme; “Jeg ringer ind, og siger ‘jeg er talblind!’, og så ved de godt, de skal snakke lidt langsommere, og ikke så internt, og være lidt mere pædagogiske. Jeg ved ikke, om jeg er talblind, men det hjælper mig at sige det. Så gi’r de sig lidt tid til at forklare mig det. Og når man så ringer ind og spørger ‘ååååh, hvad skal jeg gøre?’, svarer de ‘ikke noget. Træk vejret. Find evt. en bogholder’”.

[perfectpullquote align=”full” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=”28″]”Jeg ved ikke, om jeg er talblind, men det hjælper mig at sige det”[/perfectpullquote]

Og det gjorde Tanja så. Hendes gode veninde er en dygtig bogholder, og har været en kæmpe kapacitet for Tanja. Hendes første råd til Tanja var; “Køb et ringbind og noget klisterbånd’, og så måtte hun ellers lære at sætte sin kagedåse med kvitteringer i orden i det nye ringbind.

En ommer!

Tanja virker meget rolig, når hun fortæller om hendes opstart. Der er ikke megen nervøsitet eller ængstelighed at spore, og det står klart, at Tanja hele vejen igennem har haft støtte fra venner, familie, netværk og sågar A-kassen, AJKS, som Tanja var medlem af, stillede op og hjalp Tanja med at komme i gang… “De er smaddersøde til at forstå sådan noget med at være freelance og selvstændig, så jeg fik en coach, da jeg skulle lave hjemmeside. Det var virkelig dét, der gjorde udfaldet for mig, at få Karen Abrahamsen, som jo er skuespiller og instruktør, tilknyttet. Hun sad bare der og kiggede på mig, kiggede på mennesket, hvordan jeg virker og er. Så kiggede hun på den hjemmeside, jeg havde flikket sammen, og så sagde hun bare ‘… det er en ommer! Det er slet ikke den samme person, det her er virkelig kedeligt’”, fortæller Tanja ivrigt – øjenåbneren er tydelig i hendes gestik. Hun fortsætter… “Hun gav mig en masse mod til at være lidt mere kantet – så jeg fik en fotograf-ven til at tage billederne til min hjemmeside, og det betyder jo alt i verden, det er en visuel repræsentation af dig selv. Der følte jeg mig meget, meget modig, for selvom billederne blev rigtig gode, kunne jeg ikke længere gemme mig bag fødderne og fagligheden. Men det giver pote, så jeg kan kun anbefale, at man er ærlig om, hvem man er – jeg prøvede at gemme mig under den der zoneterapi-holisme, men jeg er jo meget, meget mere end det.”

[perfectpullquote align=”full” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=”28″]”…man skal selvfølgelig have is i maven”[/perfectpullquote]

Tanja er lykkelig for at være selvstændig i dag. Det eneste, hun ser som en udfordring, er det dersens bogholderi, men heldigvis har hun veninden og ringbindet. Hun drømmer om at komme til at skrive noget mere, tværfagligt, og dele sin viden med dem, der vil ha’ den.

“Det bedste er, at jeg bestemmer alting selv. Jeg kan selv skalte og valte med mine tider, og jeg kan holde åbent, når jeg har lyst. Living the dream… men man skal selvfølgelig have is i maven. Hvis man lægger sig syg i lang tid, så er der bare ikke noget at komme efter… så er der bare ingen penge”, slutter Tanja i et stort grin.