Interview med online-guruen Maj Wismann

Camilla Hahn
22-05-2016
9 minutters læsetid
Portrætfoto af Maj Wismann, online guru

OBS: Denne artikel blev udgivet i 2016 på vores daværende interviews-blog. Den er siden blevet flyttet, men er bestemt stadig et læs værd. God fornøjelse.


Maj Wismann har gennem de sidste mange år været på en rejse, der nu har bragt hende ud i den store verden. Fra at være uddannet skolelærer med bl.a. biologi som linjefag, er Maj i dag anset som en af landets fremmeste eksperter i digital og online markedsføring, en af Danmarks førende sexologer og parterapeuter – og nu kan hun også tilføje ‘international entreprenør’ til sit evigt ekspanderende CV. Men selvom Maj Wismann er en regulær ‘go to-story’ for succesfulde selvstændige, har det langt fra været problemfrit…


 

Brainstorm af ord der har med internet og SEO at gøre

Kilde: kaisarbhuiyan.com/

 

Maj Wismann er en landpige, med alt hvad det indebærer af fynsk stoicisme og ditto ydmyghed. Hun er vokset op lidt udenfor Nyborg, med strand og skov, huler og bål, heste og grøntsager som en fast del af opvæksten. I dag bor Maj stadig på Fyn, hvor hun finder roen, når hun om morgenen i en sjælden alenestund, drikker sin morgenkaffe på terassen med udsigt til marker og fynsk natur. Med ro og koffein solidt installeret i kroppen, bevæger Maj sig mod arbejdsværelset, der for tiden bærer præg af international vækst i form af Majs seneste store projekt.

Oprindeligt er Maj uddannet skolelærer, men efter en barselsperiode tog hun beslutningen om at springe endeligt og helt ud i det selvstændige liv. Hun har ligeså længe hun kan huske, interesseret sig for parforhold og -relationer, og i sine tyvere begyndte interessen for sexologi også at melde sig. I 2006, væbnet med adskillige uddannelser og certificeringer indenfor sexologi og parterapi, deriblandt en lederuddannelse i PREP (et evidensbaseret undervisningsforløb for par), startede Maj sin praksis, og selvom det immervæk er en del år, priser hun sig lykkelig for sit arbejde og sin virksomhed hver dag.

Kunderne kommer ikke af sig selv. De skal gøres opmærksom på, at du er der, at du findes

“Kunderne kommer ikke af sig selv”

Da vi spurgte Maj, hvorfor hun i sin tid valgte at blive selvstændig, kom svaret prompte – “Fordi jeg ikke kunne lade være!”, lød det bestemt og fuld af passion. “Jeg er fuldstændig vild med mit arbejde – også selvom det er ti år siden, jeg startede min praksis op”, fortsætter hun. Det har naturligvis ikke været succes fra dag ét, man starter et sted, og bygger derfra – det samme gjorde sig gældende for Maj. “Kunderne kommer ikke af sig selv. De skal gøres opmærksom på, at du er der, at du findes. Man skal gøre sig synlig på alle tænkelige måder, vise dem, at du er i stand til at hjælpe dem via din hjemmeside, via foredrag eller noget helt andet”, forklarer Maj, og fortæller, at mange lukker deres forretning igen, fordi de fejlagtigt konkluderer, at der ikke er nogen kunder til dem: “Hvordan hulan skal kunderne finde dem?”, spørger hun retorisk. Hun bedyrer vigtigheden i at anerkende den tillid, det kræver at booke tid hos en behandler, coach eller terapeut – “…at den tillid bliver etableret, er dit ansvar”. Maj lavede senere online-foredraget ‘Kickstart din Klientforretning’, om netop at skabe kundegrundlag.

Mariehøner på en gren

Kilde: rivieratherapy.net

Maj strør lidt guldkorn og tip om at starte sin forretning, og bedyrer vigtigheden af markedsføringen – “få hjælp til at lægge en plan for din markedsføring. Det kan du sagtens få gratis. Du behøver ikke en dyr mentor, selvom mange prøver at bilde dig det ind, du kan i stedet tilmelde dig dit lokale erhvervsråd og få hjælp derigennem. Du kan også melde dig ind i et netværk for selvstændige – bare få lagt en plan, så du ved, hvordan du skal bruge din tid i forhold til markedsføring – og hvordan du ikke skal”. Da vi spørger Maj, om hun ville have gjort noget anderledes, da hun selv startede op, er markedsføringen også det første, hun tager fat i – onlinemarkedsføring i særdeleshed. Majs forretning tog for alvor fart, da hun begyndte at interessere sig for netop den digitale markedsføring – “Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag, hvis jeg havde vidst det, jeg ved nu, dengang i 2006”, spekulerer hun.

 

Man skal dog ikke tage alting for gode varer, hvilket Maj Wismann også følte på egen krop og forretning, da hun startede, og kender mange, der har måtte betale samme dyre lærepenge som sig selv – “Markedet er fyldt med mennesker, der gerne vil tage mange penge for at hjælpe dig, og som måske ikke er helt så dygtige, som de giver sig ud for” advarer Maj – “…mit absolut bedste råd er, at du altid skal snakke med nogen, der har været på kurset eller brugt den pågældende mentor – og gerne mange, inden du lægger penge, tid og tillid”. Det kan være svært at gennemskue, når man ikke kender meget til markedsføring, forklarer Maj, der i dag er glad for, at hendes egen erfaring med og viden om markedsføring har gjort hende meget mere opmærksom på ‘hvem der reelt kan noget og hvem der bullshitter‘, som hun siger.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag, hvis jeg havde vidst det, jeg ved nu, dengang i 2006

Globaliserings-Maj

Maj er typen, der aldrig stopper eller giver op – men i stedet ser nye muligheder. I dag har hun helliget sig sin onlineforretning, så behandlinger gør hun sig stort set ikke i længere. Og forretningen har nu nået en sådan størrelse, at Maj måtte op i helikopteren og se et noget bredere perspektiv for at udvide. Således har hun nu kastet sig over et noget større projekt: verden. Projektet er en ny, international hjemmeside, hvor hun bruger alt det bedste fra sitet websexolog.dk. Men, som med enhver ny forretning, skal der bygges helt fra bunden, hvilket tager den tid, det tager – ligesom Klovborg-oste – og med Majs driftighed og temperament, er hendes tålmodighed for alvor sat på en prøve, forklarer hun – “Heldigvis ved jeg, hvad jeg skal, hvorfor og hvordan, men hold nu fast, det ville være dejligt med lidt opgradering af hastigheden. Men det er også super spændende. Jeg får mange tilbud om interviews, fordi jeg allerede bliver fundet på Google i USA og England, og har indtil videre medvirket i fem engelsksprogede podcasts og er lige blevet interviewet til en ekspert-runde i Huffington Post”.

Maj Wismann

Maj nyder tydeligvis det nye, globale arbejde, og har det sjovt med det arbejde, hun lægger i det. Hun glæder sig til at se, at hendes arbejde og anstrengelser begynder at give afkast ude i verden – lige nu er der stadig flere udgifter end indtægter i den internationale del af forretningen, men Maj er helt sikker på, det snart vender: “Jeg venter spændt på, hvornår det er “point of no return”, og snebolden begynder at rulle af sig selv, som den har gjort i Danmark i flere år nu på min danske hjemmeside.”.

Jeg har indtil videre medvirket i fem engelsksprogede podcasts og er lige blevet interviewet til en ekspert-runde i Huffington Post.

Maj Wismann nyder tempoet i sin forretning – et tempo, hun i øvrigt selv sætter. Det er tydeligt at mærke, at hun sætter pris på den frihed, der er i det selvstændige liv, og at hun selv bestemmer farten og produktivitetsniveauet. “I starten var det mega hårdt, fordi jeg jo arbejde hele tiden, men sådan som min forretning er skruet sammen, så kan jeg holde fri, når jeg har lyst – jeg elsker mit arbejde, så det giver ikke mening for mig IKKE at arbejde. Men det er dejligt, at jeg har et valg, og at det ikke er problematisk, hvis jeg eller børnene bliver syge, eller har lyst til en forlænget weekend”. Men selvom hun priser sig lykkelig 99% af tiden, er der også øjeblikke, der er knap så spændende i en iværksætters hverdag: “Jeg kan nogle gange godt blive lidt ‘kontor-ensom’, som jeg kalder det. Men det er jeg meget bevidst om, og jeg er ret socialt anlagt, og så laver jeg bare nogle arbejdsdage sammen med andre, eller sidder og arbejder ved siden af en anden online-ninja”.

Brainstorming omkring online markedsføring

Kilde: precisionsourcing.com.au

Øjeblikkelig tilfredsstillelse

I virkeligheden er det ganske sigende om Maj – hun er hele tiden bevidst om sig selv og alt omkring hende, og hvis hun finder knaster i omgivelserne, er hun ikke sen til at slibe dem ned. På samme måde kom hun til at arbejde med digital markedsføring og startede firmaet OnlineBiz. Maj lagde i sommeren 2009 sine første onlineprodukter på sin hjemmeside, og indså, at hun var nødt til at lære noget mere om at være synlig på nettet, så folk kunne finde hende og de onlineprodukter, hun tilbød. Hun lærte en masse om markedsføring, og blev fuldstændig bidt af det. Hun kunne se, at jo mere hun gjorde ud af det, des flere besøgende fik hun på sin hjemmeside – og hun kunne se det direkte på bundlinjen – ‘instant gratification’, kalder man den slags på engelsk – øjeblikkelig tilfredsstillelse. Resultaterne af ens arbejde er her-og-nu, når man arbejder effektivt i – og har luret – den digitale markedsføring – “og lidt kækt sagt, så arbejder jeg jo mindre og mindre. Jeg har kunne nøjes med at arbejde et par timer om ugen i flere år, nu – udelukkende på grund af onlinemarkedsføring”, griner Maj.

Maj understreger endnu engang vigtigheden af markedsføringen af sig selv i det digitale rum, og forklarer, at hvis man vil kunne findes af potentielle kunder og interessenter på Google, er man nødt til at fokusere på dét. “Det er altså ikke så svært, som mange gør det til. Jeg oplever altså, at mange af dem, der underviser i onlinemarkedsføringens forskellige discipliner, ikke er super gode undervisere, og det betyder, at der er en masse mennesker, som ikke forstår stoffet, og derfor ikke kan bruge det i praksis”, ærgrer Maj sig, og fortsætter: “Jeg har selv downloadet en gratis e-bog om SEO (søgemaskineoptimering) på et tidspunkt, som simpelthen var så kompliceret, at man næsten skulle tro, at målet var at få folk til at opgive (og booke dem, der havde lavet e-bogen). Det er fjollet, for svært er det altså ikke”.

 

Inden vi slutter, når vi lige at spørge Maj om hendes tre bedste, mest ‘hardcore’ tip til at skabe en succesfuld forretning, og svaret var ligeså knivskarpt og ‘to the point’, som Maj selv:

1 – Lær, hvad der virker og ikke virker

2 – Skru op for dét, der virker

3 – Bliv ved

 

Maj Wismann, online guru

Kilde: facebook.com/majwismannonlinebiz

Tilbage til toppen

Vi har modtaget din E-mail

Vi vil vende retur til dig hurtigst muligt med svar på dine spørgsmål

Ups!

Noget gik galt. Prøv igen eller kontakt os direkte på [email protected]

Har du et spørgsmål? close